Lokale producenter fejrer 10 års jubilæum med "Bonderøven"

Bonderøven Frank Erichsen gæster Vordingborg

Tirsdag d. 13. november afholdes der foredrag med Frank 'Bonderøv' Erichsen i Vordingborg arrangeret af FOF Sydøst i samarbejde med foreningen Kultivator.

Siden 2008 har selvforsyning været omdrejningspunktet for tv-udsendelserne "Bonderøven", der skildrer den 35-årige Frank Erichsens liv på Kastanjegården på Djursland. Her viser Frank, hvordan han dyrker sin jord, opdrætter husdyr og bygger hus med god hjælp fra erfarne håndværkere. Målet: At kunne lave det meste selv!

I samme år, 2008, gik en håndfuld ildsjæle fra Møn & Sydsjælland sammen og stiftede foreningen "Kultivator - lokal fremstilling med omtanke". Også her var målet: At kunne lave det meste selv! Blot gjaldt selvforsyningsdrømmen ikke kun enkeltpersoner men hele lokalområdet.

For "Mælk skal ikke rejse 6.000 kilometer, før den finder vej til maven. I stedet skal den produceres på de lokale mejerier", som Frank Erichsen skrev i et debatindlæg i Politiken i 2015. Her gjaldt debatten dog, hvordan eksport af europæisk mælkepulver til Vestafrika underminerer den lokale produktion og dermed fastholder lokalbefolkningen i fattigdom.

Så galt stod det dog ikke til på Møn & Sydsjælland i 2008, men debatten om "UdkantsDanmark" og "Den Rådne Banan" havde holdt sit alarmerende indtog. Samtidigt satte en øget klimabevidsthed spørgsmålstegn ved, hvor hensigtsmæssigt det er at importere økologiske æbler fra Argentina, når man kan dyrke dem selv.

"Formålet med Kultivator stod klart fra første færd", fortæller formand Mette Nygaard, der selv deltog i den stiftende generalforsamling en mørk aften i januar 2008: "Ved at fremme de små lokale produktioner ville vi skabe flere lokale arbejdspladser og dermed liv i landkommunen Vordingborg. Samtidigt ville den kortere transport fra jord til bord mindske co2-belastningen og dermed fremme miljøet."

"Og så øger den korte afstand mellem producent og forbruger også sporbarheden", fortsætter Mette Nygaard, "det vil sige, at det for kunderne bliver mere synligt, hvor varen kommer fra, hvordan den fremstillet, og hvem har haft den mellem hænderne, før den havnede i køleskabet derhjemme. Og den øgede synlighed forpligter hos de lokale producenter, hvor bæredygtig produktion med fokus på miljø og dyrevelfærd samt håndværksmæssig kvalitet helt naturligt kommer i højsædet".

Siden er det gået stærkt. Paletten med lokale produkter er blevet kraftigt udvidet, så lokalbefolkning og turister i dag stort set kan handle alle ingredienser til en god tre-retters middag ind lokalt. "Vi lagde ud med at være nogle ganske få gårdbutikker, der solgte lammekød og garn eller nye kartofler og jordbær i sæsonen. Ganske hurtigt kom både sennep, friskfanget fisk fra Østersøen, figner, bondegårds-is, mønsk camenbert, aroniabær og som det sidste nye: gin! med på menukortet. Så i dag er vi ganske tæt på at være selvforsynende som lokalområde", tilføjer formanden - og blinker:

For livet som lokalproducent er ikke en vej belagt med roser, og mange har måttet give op undervejs. Det kræver hårdt slid og stor kreativitet at konkurrere med supermarkedets masseproducerede varer. Og her kommer Bonderøven ind i billedet igen. Frank Erichsen har i sine udsendelser eksperimenteret med forskellige husdyrracer og plantesorter for at finde frem til de afgrøder og husdyr, der passer bedst ind i hans lille produktion. Mange gange har han måtte gribe tilbage til gamle glemte sorter og racer - og her er der stor inspiration for Kultivators medlemmer at hente:

"Selv om Kultivators medlemmer ikke kun producerer til sig selv, er der stadig tale om meget små erhervsproduktioner - og så er det vigtigt at skille sig ud, f.eks. ved at skifte nogle af æblesorterne i plantagen ud med gamle lokale sorter", fortæller Mette Nygaard, "vi håber derfor, at foredraget med Bonderøven kan inspirere både nuværende og især kommende producenter til at være med til at gøre Vordingborg kommune endnu mere selvforsynende".

Billetter kan rekvireres ved henvendelse til kasserer@kultivator.info eller hos FOF SydØst, som Kultivator takker for det gode samarbejde.