Møn Rundt 2008 - en våd weekend på Hårbølle Havn

Most
Telt
Brød

Desværre havde arrangørerne af Møn Rundt 2008 glemt at bestikke vejrguderne, men trods vejret havde Kultivator en fin weekend på Hårbølle havn.

Vi fik afprøvet vores nye markedsbod, som vi fyldte med friske grøntsager, nyplukkede æbler, tre slags honning, æblemost og mange slags naturplejeprodukter. Ved siden af boden riggede vores nyeste medlem, Regina Holm fra Caféen i Den gamle Skole ved Tøvelde, til med - blandt meget andet - hjemmebagt speltbrød, russisk kvarkkage samt friskbrygget kaffe og the. Og lørdag formiddag stod folk i kø i silende regn nede på kajen for at købe frisk fisk fra fiskekutteren "Søstrene Klintholm", der snart kunne melde udsolgt.

Inde i boden i ly for regnen lærte Kultivator'erne hinanden bedre at kende, og nye samarbejdsaftaler spirede.

Med andre ord fik vi opfyldt vores tre formål med at stille en fælles bod op på markedet ved Møn Rundt: Salg af vores varer - Opmærksomhed på vores forening og det blå logo - Nye bekendtskaber og mulige samarbejdspartnere i foreningens regi.