Lokale kødproducenter har indgået samarbejde og holder åben gård lørdag den 16. marts kl. 10 til 14.
Kødproducenterne Finn Henriksen fra Tappernøje, Torben Olsen fra Vindebæk på Møn og Oskar Kragegaard fra Store Damme på Møn har indgået et samarbejde om afsætning af kød.
Starten på samarbejdet markeres med åben gård hos Finn Henriksen, Broskovvej 18 i Tappernøje lørdag den 16. marts kl. 10 til 14.
Der vil være mulighed for at se de nyfødte lam, smage på produkterne, bestille varer, købe varer, få en snak med landmændene og høre historien om, hvordan kødet produceres.
Finn Henriksen har lam og får af den hollandske race Texel, Torben Olsen har jersey tyrekalve og Oskar Kragegaard har Hereford kvæg.
De tre landmænd driver deres produktion ud fra mottoet ”kød med omtanke”.
Der er tale om mindre besætninger, dyrene optræder som naturpasserne, da de afgræsser naturområder, og de fordres med eget produceret foder.
Tyrekalve af jerseyracen aflives normalt, når de er få dage gamle, da tyrene er uinteressante for mælkeproducenterne. Torben Olsen køber tyrekalvene og feder dem op.
De tre landmænd kendte ikke hinanden på forhånd, men har indgået et samarbejde, efter at de har deltaget i et rådgivningsforløb hos Østdansk Landborådgivning i Rønnede.
Finn Henriksen, som i forvejen driver en gårdbutik på Broskovvej 18 i Tappernøje, vil fremover, udover sit eget lamme- og fårekød, også sælge Torben Olsens kalvekød og
Oskar Kragegaards oksekød i sin butik. Der er mulighed for at bestille alle produkter gennem hver af de tre landmænd. Landmændene håber, at samarbejdet på længere sigt kan betyde en større omsætning, og at det større udvalg af kød vil gøre, at produkterne bliver mere attraktive for kunderne.
Kunderne vil nu have mulighed for at få fat i flere forskellige kødprodukter på et sted, når de alligevel er kørt ud for at få et kvalitetsprodukt fra lokalområdet og kunderne vil få mulighed for at købe små mængder kød i gårdbutikken hos Finn Henriksen.
De tre landmænd fortæller, at kunderne godt kan blive trætte af det samme produkt og de efterspørger noget forskelligt alt efter lejligheden.
Fåreracen Texel er en decideret kødrace, og udskæringerne fra Jerseykalvene er mindre end udskæringerne fra Hereford, da der er stor forskel på størrelsen af de to kvægracer.
Der er tale om meget velsmagende kød fra dyr, hvor dyrevelfærd er i højsædet under dyrenes opvækst og hvor slagtekroppene af kalve- og oksekødet har hængt 14 dage i kølerum på det lokale slagtehus, før parteringen. Dette gør kødet mørt og meget velsmagende.
En sidegevinst ved det nye samarbejde er også, at de tre landmænd lærer hinandens bedrifter at kende, så de kan hjælpe hinanden med at passe dyrene, hvis en af dem er bortrejst.
Landmændene håber på en større omsætning og ønsker at vise, at der også sker noget i yderområderne.