Hov, hvad er nu det? Øl, honning, rugbrød, sennep, bolcher, chokolade – ja sågar hårshampoo og fodbadesalt med meget mere, alt sammen fremstillet på Møn eller Sydsjælland og samlet under et stort blåt skilt i Superbrugsen Lendemarke på Møn?
”Det er starten på et nyt samarbejde, som vi har indgået med de mønske og sydsjællandske producenter i foreningen Kultivator”, forklarer uddeler Finn Skaaning, Superbrugsen Lendemark. Igennem mange år har Superbrugsen givet plads til de lokale produkter på hylderne, blandt andet det berømte rugbrød fra Høkerhuset og de lækre økologiske grøntsager fra Poul Johansen i Hegnede. Men udvalget har været sporadisk og spredt over hele butikken, blandt andet fordi de lokale producenters manglende organisering vanskeliggjorde kontakten.
”Men alt det er fortid nu”, fortsætter Finn Skaaning og peger på reolen som det store blå skilt svæver over:
”Her vil kunderne fremover kunne finde et samlet udvalg af de lokale produkter, der samtidigt er blevet udvidet med nye spændende produkter”. Reolen fyldes løbende op af Kultivators nye serviceorgan, iværksætteren Marianne Skjødt, der står bag den brandnye virksomhed ”Kultivator Service”. Hun vil fremover sørge for distribution og salg af de lokale produkter fra Kultivators medlemmer, blandt andet med hjælp fra en helt ny bestillingsportal på internettet, som Kultivator netop nu er ved at få udviklet i samarbejde med Vordingborg Udviklingsselskab a/s.
”Så kig efter det blå mærke, hvis du vil handle lokalt – helt lokalt!”, slutter Finn Skaaning og tilføjer, at også i frugt og grønt-afdelingen vil de varer, der er dyrket lokalt og af Kultivator-medlemmer, være fremhævet med Kultivators blå varemærke.