I et tæt samarbejde mellem Foreningen KULTIVATOR, Vordingborg Udviklingsselskab og Vordingborg Kommunes projekt ”Vækst i Yderområderne” gennemføres en promoverings-weekend af lokale produkter fra Møn & Sydsjælland, Vordingborg, Stege & Præstø, i Københavns Torvehaller fra den 15. til den 17. Juni 2012.
Nyslynget honning & de første danske jordbær, håndlavede oste, økologiske asparges og rabarber, mønsk økologisk vin, æblemost & Klintekongens Bryg, isbod & bolchekoger, chilisauce & sennep til grillpølser samt friskbagt brød på lokalt mel, og meget mere….
Markedspladsen i Københavns Torvehaller på Israels Plads vil bugne med lokale specialiteter fra Møn & Sydsjælland, og sanserne pirres af farver, dufte og smagen af egnens gode produkter. Til den søde tand serveres solmodne jordbær fra det sydligste Sjælland, mønsk is & mønske bolcher, økologisk chokolade samt nyslynget honning. Der vil blive solgt grillpølser på lokalt ungkvæg serveret med stærke sager som lokalfremstillet chilisauce, sennep fra Nyord og en bitter på lokale urter.
Til formålet er der lejet boder til salg af frugt & grønt, ost & delikatesser. Der opsættes en grill, Møn Is kommer med isvognen, og bolchekogeren kan opleves 'live'. Fra en af boderne promoveres egnen, og herfra vil der blive gennemført konkurrencer, delt brochurer ud og fortælles gode historier fra Vordingborg, Stege & Præstø - Møn & Sydsjælland.
GeoCenter Møns Klint og Hotel Frederiksminde er til stede med udstillinger og sponsorater til konkurrencer. Borgmester Henrik Holmer besøger markedet om lørdagen, og Vordingborg Kommunes Udviklingsdirektør Torben Gleesborg giver en hånd som grillmester.
”Vi er stolte over, at vi har så mange spændende lokale produkter af høj kvalitet i vores kommune, og vi er glad for at kunne bruge Københavns Torvehaller som platform for en fælles præsentation”, fortæller udviklingschef Annette Tenberg, Vordingborg Udviklingsselskab. ”Weekenden skal først og fremmest gavne de deltagende producenter. Det kræver en enorm indsats fra deres side at afsætte 3 lange dage i København, mens forretningerne derhjemme også skal passes. Samtidig er det en rigtig god promovering af Vordingborg kommune – og en invitation til Københavnerne at tage på sommerferieudflugt i Københavns Køkkenhave.”
Lokale producenter, der ønsker at høre mere om foreningen KULTIVATOR, kan rette henvendelse til sekretariatet på info@kultivatorsyd.dkeller via foreningens hjemmeside www.kultivatorsyd.dk