Hårbølle Mejeri og Osteri åbner 1. oktober 2011!

Hårbølle Mejeri og Osteri

Invitation fra Hårbølle Mejeri og Osteri:

Lørdag den 1. oktober åbner Hårbølle Mejeri officielt dørene. Det vil være os en stor glæde at se jer ved denne festlige begivenhed:

Reception - buffet
Lørdag den 1.oktober kl 15.00 -16.00
Brøndegårdsvej 7, Hårbølle, 4792 Askeby.

Efter en kort introduktion til projektet ved Per Sørup, taler forfatteren Tor Nørretranders - hvis sidste bog ”Vild verden – fremtidens føde” ikke kunne være mere relevant - om det at ville producere kvalitetsfødevarer midt på pløjemarken i UdkantsDanmark. Vi er specielt glade for at også Birgitte Steen Jørgensen (B), har meldt sin ankomst. Birgitte Steen Jørgensen er medlem af Kommunalbestyrelsen i Vordingborg Kommune, der via den lokale LAG, har anbefalet Mejeriet til støtte fra EU's Regional Udviklingsfond.

Møn Ost! Hårbølle Mejeri satser på at producere oste, yoghurter, og mælkeprodukter efter franske og spanske traditioner, men baseret på lokale, prima råvarer. Vi ønsker, at kombinere godt, lokalt mejerihåndværk med god mønsk mælk. Men er der en særlig vestmønske ”smag”, er der et vestmønsk ”teroir”, som man siger i disse ”gourmet tider”? Det mener vi, at der er: kridt og flint, den tunge jord, strandene og strandengene. Østersøen, der omgiver os. De åbne bøgeskove ud til vandet, de stenede strande, tangen og muslingerne. Dyrene, der græsser her, leverer en mælk med så klare karakteristika, at det kan smages.

Mejeriet satser på at afsætte sine varer til kvalitets restauranter, til delikatesse afdelingen i supermarkedet, til specialbutikker og - selvfølgelig - lokalt. Alle interesserede er velkomne til at se og smage varerne i den lille butik, som er knyttet til mejeriet: Hårbølle Mejeri, Brøndegårds-vej 7, Hårbølle. Åbent fredag 16-18, lørdag 11-13, søndag 13-15.

Vi glæder os til at byde velkommen
Per Sørup - Elsebeth Lynge

PS: Parkering på Brøndegårdsvej – men godt ind i rabatten af hensyn til landbrugsmaskinernes uhindrede passage.
PS.PS: Hvis det skulle blive regnvejr er festlighederne henlagt til Cafeen, Hårbølle Huset, Møns Ny Kulturhus.