Hjertebjerg Skole tilberedte vinterens lokale råvarer

Lam
Gartner
Lam

Lam og rodfrugter var temaet, da det tredje af i alt 8 temaforløb om årstidens lokale råvarer løb af stablen i den forgange uge. Bag projektet ”Børnene smager Møn & Sydsjælland” står fødevarenetværket Kultivator og Vordingborg Udviklingsselskab a/s.

Det østmønske landskab var dækket af smuk, hvid rimfrost, da 3.a fra Hjertebjerg Skole tirsdag morgen cyklede afsted mod Nordfelt Gods som start på deres temauge om vinterens lokale råvarer. Her fortalte Hanne Haubroe om livets gang blandt får, væddere og lam, og hvad de har brug for. Stor var begejstringen, da børnene på skift fik lov at holde et lille spædlam – og stor var rædslen, da Hanne fortalte, at det var et af hendes lam, som børnene skulle tilberede om fredagen. Heldigvis havde børnene også set de store slagteklare fjorlam, og et lettelsens suk drog gennem forsamlingen, da de fik forklaret, at det var et af dem, de skulle sætte tænderne i fredag.

Torsdag gik turen til det beskyttede værksted Oringe Gartneriet i Vordingborg. Her fortalte gartner Claus Mortensen om dyrkning og vinteropbevaring af rodfrugter og fremviste stolt gartneriets rekordstore rødbeder, pastinak og selleri. Inde i drivhusene fik børnene lov til at så deres egne bakker med radiser og sluttede dagen af med et stykke dejlig gulerod-rødbede-kage.

Havde bare glædet sig
”Årh, jeg har bare glædet mig så meget til denne her uge”, lød et tilfreds hjertesuk fra en af drengene, da klassen mødte op på Liselund Ny Slot om fredagen. Slottets ejer Krista Steffensen havde generøst tilbudt, at klassen kunne flytte skolekøkkenet til Liselund for en dag. I køkkenet ventede det slagtede lam, sponsoreret af Nordfelt Gods, samt kok Flemming Hansen og naturvejleder Katrine Gro Skov. Mens Flemming kyndigt parterede dyret, fortalte Katrine om kroppens opbygning og indre organer.
Efter fire timers intensiv kokkerering – og fortæring – af bl.a. græske lammefrikadeller, jordskokkesuppe, pakistansk lammegryde og rodfrugtfritter kunne en tilfreds Krista Steffensen vinke farvel til 3.a: ”Lige netop sådan nogle arrangementer her vil jeg gerne have flere af på Liselund Ny Slot i fremtiden”.

Efterlyser skoler fra Sydsjælland
I uge 8 er det Fanefjordskolens 5.-6. klasse, der skal på tur med Kultivator. Her vil råvarerne sennep, hvede og – om vejrguderne vil – fisk være på programmet og på menukortet i skolekøkkenet, hvor Henrik Bajer fra Gourmet Gaarden i Stege kommer på besøg. ”Derefter er vi halvvejs i projektforløbet med to forårs- og to sommertemauger tilbage”, forklarer projektleder Mette Nygaard, Vordingborg Udviklingsselskab a/s, ”og der er stadig ledige pladser! Indtil videre har det primært været skoler fra Møn, der har meldt sig. Derfor vil jeg gerne opfordre skolerne på Sydsjælland til at lægge billet ind på de resterende pladser.”

Fakta:
Projekt ”Børnene smager Møn & Sydsjælland” er bevilliget til foreningen Kultivator af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri's landdistriktsmidler samt Vordingborg kommune. For yderligere information, kontakt projektleder Mette Nygaard på mail: mn@vus.as eller tlf. 55 86 04 27.