Hvor går grænsen? Kom videre med din mikroproduktion

Mikroproduktion

Går du med idéer til en ny, lokal fødevareproduktion, men mangler overblik over, hvilke regler der gælder for dig og hvornår? Eller mangler du idéer til afsætning udover din egen gårdbutik? Så kom til netværksmøde i foreningen ”Kultivator – lokal fremstilling med omtanke” tirsdag d. 12. april 2011 kl 19 i Kridthuset, Stege.

”Mange går og tænker, at det er meget besværligt at starte ny virksomhed, og i særdeleshed en fødevareproduktion. Og naturligvis er der er regler og begrænsninger, men der er så sandelig også muligheder!”, fortæller formand William Houman og fortsætter: ”Fødevarestyrelsen har netop udgivet ”Vejledning om privatsfære og fødevarevirksomhed under bagatelgrænsen". Den sætter ord på, hvornår forskellig lovgivning træder i kraft. Men et er at læse teksten, noget andet er at forstå den!”

Derfor har Kultivator inviteret foreningens frivillige fødevarekonsulent, Poul Hagemann, til at fortolke teksten og se muligheder for dig som kunne tænke dig at ”kravle og siden gå". Og det gælder både, hvad enten du er helt ny i faget, eller hvis du allerede har en produktion i gang men ønsker at afprøve et nyt produkt.

”Foreningen "Kultivator - lokal fremstilling med omtanke" er et netværk for producenter og aftagere af lokale kvalitetsfødevarer og andre naturprodukter fremstillet på Møn & Sydsjælland”, uddyber William Houmann, ”og et af vores klare formål er at støtte udvikling og igangsættelse af lokale produktioner gennem vejledning og rådgivning”.

Et andet af foreningens klare formål er at fremme afsætningen af de lokale produkter. Derfor har Kultivator også inviteret Henrik Sønksen fra netværket 360°Nord (www.360nord.dk). Netværket ønsker at koble lokale kvalitetsprodukter med specialforretninger og sidenhen også restauranter. Specialforretningerne og de små lokale producenter er nemlig i samme båd: De kan ikke konkurrere på prisen med supermarkederne og industriproducenterne – men de kan konkurrere på kvaliteten! Kom og hør Henrik fortælle om de fælles muligheder – og udfordringer.

På mødet vil der også blive luftet andre muligheder for at styrke samarbejdet mellem de lokale fødevarevirksomheder, spirende som etablerede, for eksempel ved en række ”erfa-møder”, hvor deltagerne drøfter forskellige relevante emner.

FAKTA:
Dato: tirsdag d. 12. april kl 19-21
Sted: Kridthuset, Skolegade 6, Stege.
Pris: 100 kr (gratis for Kultivators medlemmer).
Tilmelding skal ske til: mettenygaard@kultivatormoen.dk