I den næstkommende weekend løber Danmarks smukkeste kapsejlads atter af stablen, nemlig Kapsejlads Møn Rundt. Også i år vil havnen være fuld af liv og festlige aktiviteter og spændende boder på markedspladsen.I Kultivator fylder vi atter markedsboden op og drager til Hårbølle Havn, hvor vi sælger ud af de lækre sager...
Lørdag får markedsboden selskab af vores flittige fiskere fra Klintholm og deres flydende fiskeudsalg, kutteren "Søstrene", hvorfra de sælger dagens fangst af friske fisk fanget i Østersøen - af dem selv.
Fra markedsboden vil der blive solgt sennep, æbler, most, økologisk chokolade, røget fårekølle og lammespegepølser, nyopgravede kartofler, honning - med meget mere! Og til at slukke tørsten har Bryghus Møn lavet en til lejligheden specialbrygget Sejlerøl, som ingen får lov at smage, før festlighederne begynder...