Søndag den 2. september 2012 sker det igen: For fjerde år i træk afholdes den årlige festival for regionale kvalitetsfødevarer og kunsthåndværk på Rosenfeldt Gods ved Vordingborg.
Sidste år blev fødevarefestivalen Kulinarisk Rosenfeldt åbnet med kanonsalut og blev vitterlig til et brag af en festival.
Efter måneder med silende regn blev festivalen velsignet med et smukt sensommervejr og 3400 besøgende. Mere kunne tovholder Lise B. F. Frederiksen, Fødevareplatform Region Sjælland, ikke ønske sig:
”Vi håber naturligvis på igen i år at kunne afholde festivalen under en smuk blå septemberhimmel”, fortæller tovholder Lise B. F. Frederiksen, Fødevareplatform Region Sjælland, ”men vejret er vi jo som bekendt ikke herrer over. Det er vi til gengæld over de praktiske forberedelser som er i fuld gang!”
Udvidet arbejdsgruppe med nye idéer
Forberedelserne står den frivillige arbejdsgruppe bag festivalen for. Arbejdsgruppen tæller repræsentanter fra regionens fødevarenetværk, bl.a. Kulinarisk Netværk, KULTIVATOR – lokal fremstilling med omtanke og Regional Madkultur Sjælland. I år er arbejdsgruppen fået flere hænder: Fødevarenetværk Lolland-Falster er nu også repræsenteret i gruppen, flere medlemmer fra KULTIVATOR er trådt til, og så har Vordingborg Fjerkræklub der har deltaget med hønseudstilling på festivalen i nu tre år tilbudt sin assistance.
”Nye hoveder i arbejdsgruppen har givet nye idéer”, fortæller Lise Frederiksen, ”for eksempel vil vi i år selv drive festivalcaféen i stedet for at forpagte den ud til en lokal restauratør. På den måde vil vi kunne sikre, at råvarerne til caféen er så godt som 100 % regionale, da vi jo selv har alle kontakter i forvejen – noget der har vist sig at være svært for restauratørerne at håndtere”.
Kun regionale produkter
Og det med den regionale oprindelse er vigtigt, da hele festivalens koncept bygger herpå: ”På Rosenfeldt vil man ikke kunne finde franske vine eller bornholmske sild, ligegyldigt hvor lækkert det er”, understreger Lise Frederiksen, ”der fremstilles så mange fantastiske kvalitetsfødevarer og unikt kunsthåndværk i vores region, at vi har fra starten i 2009 lagde os fast på kun at præsentere produkter fremstillet i Region Sjælland. Det betyder at vi må afvise nogle udstillere ved tilmeldingen – men heldigvis er der mange andre gode og meget besøgsværdige fødevaremarkeder, f.eks. Bondens Marked på Gisselfeldt, som vi kan henvise til i stedet”.
Indtil videre har 40 udstillere med alverdens lækre kvalitetsfødevarer og smukt kunsthåndværk tilmeldt sig Kulinarisk Rosenfeldt. Her vil være noget for enhver smag - lige fra lollandsk lammekød over mønsk pileflet til æblegelé fra Stevns – og altså kun produkter fremstillet i Region Sjælland. Listen over de tilmeldte udstillere kan ses på hjemmesiden www.kulinariskrosenfeldt.dk.
Labyrint, rundvisninger og hanegal
Kulinarisk Rosenfeldt byder også på en bred vifte af aktiviteter for både børn og voksne. Kalvehave Labyrintpark, der sidste år lagde en smuk labyrint af æbler, vil igen i år udfordre ben og hjerner hos både børn og voksne med en labyrint bygget specielt til lejligheden. Vordingborg kommunes naturvejleder Elise Hvelplund er netop nu i gang med at planlægge en tur i godset park, der i dagens anledning er åben for offentligtheden. Og godsejer Peter Tillisch vil atter vise rundt blandt de smukke, gamle bygninger og fortælle godsets historie. Lydtæppet sørger Vordingborg Fjerkræklub for tredje år i træk for med en udstilling af vordingborgensiske høns og haner i alverdens farver, former og størrelser.
Støttes igen af Vordingborg Kommune
Igen i år har Vordingborg kommune valgt at støtte Kulinarisk Rosenfeldt med økonomiske midler til markedsføringen: ”Uden den støtte ville vi ikke kunne komme særligt langt ud med vores budskab. Så det er et vigtigt skulderklap, der viser, at også kommunen syntes, at vi er med til at sætte festivalbyen Vordingborg på landkortet”, slutter Lise Frederiksen.
Følg med i forberedelserne til Kulinarisk Rosenfeldt, både på Facebook og hjemmesiden www.kulinariskrosenfeldt.dk.
Fakta:
”Kulinarisk Rosenfeldt” afholdes på Rosenfeldt Gods, Vordingborg, 2. september 2012 kl 10-16 og arrangeres i samarbejde af bl.a. Kulinarisk Netværk, Kultivator – lokal fremstilling med omtanke, Regional Madkultur Sjælland, Fødevarenetværk Lolland-Falster, Vordingborg Fjerkræklub samt Rosenfeldt Gods, med økonomisk støtte fra Vordingborg kommune.