MMMhhhh, hvor det smager..

Alle boder
Honning
Jordbær

Lokale producenter præsenterer årets første friske lokale afgrøder på Stege torv

Der var nye kartofler, friskplukkede jordbær og ærter; der var økologiske asparges, jordbær, ruccola og basilikum der duftede så dejligt; og der var nyslynget honning, som man kunne smage sammen med et saftigt og sødt jordbær. Der kan ikke være nogen tvivl – folk nød det i fuld udstrækning at dufte, smage og handle de friske mønske produkter.

Kirsten Rohde Jensen fra Rytsebækgård i Hjelm, Jola Christiansen fra Vibækgård i Koster og Eva Bøtker fra Møn Økologisk i Askeby repræsenterede de aktive producenter i KULTIVATOR, - foreningen for lokal fremstilling med omtanke. Mette Nygaard fra Vordingborg Udviklingsselskab bakkede op med information om foreningen, og de fik megen god snak om, hvorfor det er så dejligt at nyde årstidens frugt og grønt, der lige er taget op fra haven, inden det kom på torvet den dag.

Nærvær betyder meget for forbrugeren

At handle på torvet en lørdag formiddag - det betyder meget for borgeren. Der opstår en særlig form for nærvær i kontakt med producenten, som ofte går tabt i vores travle hverdag. En god snak, en lille smagsprøve øger glæden over varen.

Eva Bøtker kunne fortælle, at alle hendes varer er produceret økologisk, og at den dejlige duftende basilikum kun lige har vokset sig halvstor, så den kan vokse videre på brugerens vindueskarm sommeren igennem.

Kirsten Rohde Jensen formidlede sin store viden omkring bier og honning. Hun er etableret på Rytsebækgård, der er under omlægning til økologisk produktion, både med en æbleplantage og en større produktion af hvidløg.

Vibækgård ved Koster er kendt som gårdbutik, og mange handler på vej til og fra arbejde hos Jola, der sælger egne kartofler, ærter, jordbær og senere på sæsonen sukkermajs og kål fra stedet.

Hvorfor er der så meget fokus på de lokalt producerede fødevarer

”Det har selvfølgelig med bæredygtighed at gøre, når vi producerer og handler lokalt; især i en tid med klimaforandringer og stigende energipriser”, fortæller Mette Nygaard Jensen. ” …og det har også med lokal erhvervsudvikling at gøre. Vordingborg Udviklingsselskab har fået bevilget 2 projekter der støtter lokal produktion af fødevarer og har bl.a. medvirket til at skabe liv omkring foreningen Kultivator, der danner ramme om lokal fremstilling med omtanke og er et nyt forum for både producenter og aftagere, lige fra udsalgssteder til restauranter og borgere.”

Frugten, grøntsagerne og honningen taler bedst for sig selv: honningen er lige blevet slynget og kommet på glas, jordbærrene dufter og er fulde af sødme, aspargesene er helt friske, slanke og sprøde.

” Vi ses igen næste lørdag, og i løbet af sommeren ses vi mange andre steder i kommunen”, slutter Mette Nygaard.