Smagen af naturoplevelser – også i København

Anja

1. maj er engfuglenes dag. Nyd den på Nyord nord for Møn og bestil samtidig dit kød fra Nyord Naturpleje-kvæg til senere afhentning centralt i København. Kultorvets slagter står for udleveringen.

Broforbundet med Møn ligger øen Nyord. Dens 5 km2 består primært af strandenge, der er et yndet raste- og yngleområde for en række af de engfugle, der ellers er hårdt trængt i den danske natur. Nænsom afgræsning med kvæg sikrer at græsset holdes lavt, så det er attraktivt for fugle som vibe, rødben og strandskade.

1. maj mellem kl. 10 og 13 er det muligt at få en snak med Fugleværnsfondens medarbejdere Søren Ferdinand Hansen og Iben Hove Sørensen, som i anledning af Engfuglenes dag står klar i fugletårnet ved Nyord Enge sammen med ornitologer fra Fugleværnsfondens lokale, frivillige arbejdsgruppe. Netop på denne årstid vrimler engene med fugle, og der er endda chance for at få øje på en brushane eller en stor kobbersneppe, som begge hører til blandt de mest sjældne af de danske ynglefugle. Du kan også besøge Naturcenter Hyldevang, hvor du både kan se på engfugle og komme tæt på kvæget.
Engfuglenes dag er en del af Projekt Baltic Flyway.

Oksekødet, der er resultatet af den nænsomme pleje af strandengene, indgår i retterne på Lolles Gaard, øens restaurant. Samme sted kan man bestille naturpleje-kødet, udskåret og parat til fryseren, i portioner á 10 kg. Kødet slagtes og skæres op på Stensved Slagtehus på Sydsjælland og fragtes derefter til København, hvor det på et aftalt tidspunkt udleveres fra Kultorvets slagter. Detailudskåret, indfrosset kød kan købes med hjem fra Lolles Gaard.

Strandengene drives af Græsningslauget Nyord, der gennem aftaler med 3 kvægejere plejer arealerne. Lauget består af Fugleværnsfonden, Naturstyrelsen og en række private lodsejere. Engene og 9 ha tilstødende højjord er lagt om til økologi, og den kvægbesætning, der er fast hjemhørende på øen, er under økologisk omlægning. Det er fra denne besætning, du kan smage og bestille oksekød.

Samlet set besøger mere end 100.000 gæster øen hvert år. På Nyord er der 35 fastboende, og der er foruden restauranten en landhandel og lokal fremstilling af bl.a. mel, sennep og naturcremer.

FAKTA:
Engfuglene er nok den fuglegruppe, som for tiden er hårdest trængt i den danske natur. Deres ynglehabitater forsvinder eller forringes mange steder, og især arterne engryle, brushane og stor kobbersneppe er i fare for helt at forsvinde som danske ynglefugle.

Nyord Enge er et af de få steder i Østdanmark, hvor man stadig tør bevare håbet om at genetablere ynglebestande af de tre nævnte engfuglearter. Især engryle og brushane stiller meget specifikke krav til deres yngleplads, og områder som Nyord, der forvaltes med disse arter i tankerne, vil derfor automatisk blive forbedret for en lang række af de øvrige engfuglearter. Det græssende kvæg ved Nyord er et eksempel på en engfuglevenlig forvaltning, der samtidig gavner den lokale landmand. Uden græsning bliver vegetationen på engene nemlig hurtigt for høj til, at fuglene kan yngle der.

Information og kontakt:
Flere oplysninger om Engfuglenes dag: Iben Hove Sørensen, Fugleværnsfonden. Tlf: 3328 3839, mail iben.hove@dof.dkwww.fuglevaernsfonden.dk
Flere oplysninger om Lolles Gaard samt bestilling og levering af kød: Anja Hansen, Lolles Gaard, tlf.: 5581 8681, www.lolles-gaard.dk
Flere oplysninger om økologi: Pernille Plantener, Økologisk Rådgivning. Tlf.: 5786 5335, mail pep@ecoadvice.dk
Flere oplysninger om projekt Baltic Flyway: Marie-Louise Olsen, Fugleværnsfonden, tlf.: 33 28 38 40, mail
marielouise.olsen@dof.dk, eller Søren Hansen, Fugleværnsfonden, mail: soren.hansen@dof.dk, tlf. 33 28 38 17, www.balticflyway.dk