Alle tre Kultivator-restauranter - Gourmet Gaarden i Stege, Babette i Vordingborg og Hotel Frederiksminde i Præstø - meldte fuldt hus til "Smagens Time" i tirsdags d. 15. november, hvor børn og unge fra hele Vordingborg kommune var på gourmetrestaurant - uden forældre - og til fordel for fattige børn og unge i Bolivia.
I alt 67 restauranter over hele landet serverede tirsdag aften gourmetmad for børn og unge i alderen 5-15 år. Arrangementet "Smagens Time - forbudt for voksne" var iværksat af Claus Meyers nyetablerede fond "Melting Pot". Råvarerne var sponsoreret, og personalet på restauranterne arbejde frivilligt, således at overskuddet fra de mange børne-kuverter til 100 kr stykket kan gå ubeskåret til etableringen af en madskole til fattige unge i Bolivia.
Og det var ikke småting børnene "blev spist af med": Blåmuslinger, kalveskank og ost var på menuen over hele landet, leveret af "Melting Pot". Hertil råvarer sponsoreret af restauranternes egne leverandører. På restaurant Gourmet Gaarden i Stege kom menuen således til at lyde på:
Ovnstegt Torsk fra Klintholm Havn og muslinger med crème sauce, hertil friterede jordskokker og hjemmebagt brød.
Osso Buco med selleripuré og Pom Rösti.
Ost - heriblandt brie fra Hårbølle Mejeri
Og til dessert Tarte Tartin på æbler fra Rytzebæk med vanilje parfait, syltede æblekugler, lakrids kys - med meget, meget mere...
"Vi havde run på med 49 børn i resturanten", fortæller Henrik Bajer fra Gourmet Gaarden, "udover maden skulle der jo også dækkes rigtigt op med stofservietter og det hele!!!"
Også på Hotel Frederiksminde havde man en god aften med nysgerrige, spørgelystne børn, der smagte på hele. Og det var netop det andet formål med "Smagens Time": At udvide børnenes madhorisont og stimulere deres nysgerrighed over for mad, de ikke kender gennem lækker gourmetmad.