Årets Ildsjæl 2008

2008

Bestyrelsen i foreningen ”Kultivator – lokal fremstilling med omtanke” har indført en initiativpris ”Årets Ildsjæl”, der hvert år skal uddeles til et af foreningens medlemmer. Prisen skal gå til et medlem, der gennem året har vist særligt engagement og initiativrigdom ikke bare i foreningens regi men også i forbindelse med sin virksomhed.

Den første pris gik til Kirsten Rohde Jensen fra Rytzebækgaard, hvor der produceres honning, hvidløg og æbler. Formand William Houman begrunder valget af Kirsten således: ”I en forening som vores har vi brug for rollemodeller, som kan være til inspiration for os alle sammen i vores daglige virke - både ude i virksomhederne og her i foreningen. Kirsten er en sådan rollemodel.”

Og William Houman fortsætter: ”Kirsten er gået helhjertet ind i sin produktion, hvor der ikke gås på kompromis med kvaliteten – hverken i produkterne, i markedsføringen eller i de samarbejdsrelationer, som Kirsten indgår i. Indlader man sig på at gøre forretninger med Kirsten, kan man være sikker på, at alle aftaler overholdes til fulde. Denne ihærdighed har også Kultivator nydt godt af. I årets løb har Kirsten bakket op om stort set alle aktiviteter til foreningens fremme. Og det er netop dette engagement og denne professionalisme, at vi gerne vil honorere med denne pris”, slutter William Houman.
Initiativprisen ”Årets Ildsjæl 2008” bestod – naturligvis – af et æblemaleri, der – naturligvis – er fremstillet af en lokal kunstner, nemlig af Liza Krügermeier fra Liza’s Gallery i Stege.