Nyheder

Kursus i brug af webforum d. 2. oktober 2008

Hjemmeside

I samarbejde med www.landsbyforum.dk afholder Kultivator kursus i brug af webfora.

Kurset finder sted i IT-lokalet på Stege Skole, Birkevænget 2, 4780 Stege - torsdag den 2. oktober kl. 19 til 21:30.
Undervisere på kurset er Mette Nygaard & Kim Dejbjerg Jensen.

Indlæg i webfora minder på mange måder om emails, men er disse langt overlegne, når det kommer til kommunikation i grupper:

Hele kommunikationen samles ét sted, og historikken bevares, så man med lethed kan spole frem og tilbage i indlæggene.

Erhvervsmesse for mikrovirksomheder 27. - 28. september

Kultivator

Foreningen Kultivator deltager med en informationsstand på Mikromekkas erhvervsmesse på Sukkerfabrikken i Stege den 27. og 28. september fra kl. 10-16, der er gratis indgang. Man vil også kunne finde medlemmer af Kultivator præsentere deres lokalt fremstilllede produkter, og især bliver det spændende at kaste et første blik ind i "Ympehaven" - en kommende madbutik og café i Hårbølle, der vil basere sit udvalg på lokalt fremstillede og så vidt muligt økologiske produkter.

Så blev der høstet sennep på Nyord

Høst

Endelig oprandt den længe ventede dag, hvor Nyords helt egen sennepsmark skulle høstes. Senneppen er blevet sået og passet af landmand Lars Jørgensen, Gammeltoftegård, som også har indkøbt en særlig mejetærsker til sennepshøsten. Så nu er det op til Noorboerne William Houman og Wolfgang Sürth at få malet frøene og fremstillet den længe ventede Nyord-sennep, der vil kunne købes i Noorbohandelen.

De første æbler fra Rytzebækgård

blomme

Høsten er i fuld sving, og for nogle af Kultivators medlemmer er det i år en helt særlig begivenhed.

Det er det blandt andet for Kirsten Rohde på Rytzebækgård, som for første gang i år kan høste æbler i sin nye plantage. Den første høst har været af knaldrøde æbler af sorten Discovery. Æblerne er totalt usprøjtede, og plantagen er under omlægning til økologi. Udover de friske, sprøde æbler vil Rytzebækgård også blive leveringsdygtige i koldpresset most længere henne på æblesæsonen.

Frisk fisk på Stege Havn

HH

Sommerens helt store solstrålehistorie for Kultivator har været, at fiskekutteren "Søstrene" fra Klintholm er begyndt at sælge frisk fisk på havnen i Stege hver torsdag fra kl 10. Interessen har været overvældende, og de første mange gange har fiskerne Jørgen Jansen og Hans Holger Strander Petersen haft udsolgt inden for få timer. "Kunderne er først og fremmest mønboere, og flere er allerede blevet stamkunder!", fortæller Hans Holger.
Succesen er så stor, at Jørgen og Hans Holger alvorligt overvejer at forlænge sæsonnen langt ind i efteråret.

Kultivator på marked i Hårbølle Havn 22.- 24. august 2008

Lokalt

I forbindelse med sejladsen Møn Rundt (www.moenrundt08.dk) har Kultivator købt en fælles stadeplads på Hårbølle Havn. Fra vores nye markedsbod vil foreningens medlemmer sælge deres produkter, det være sig brød, majs, spidskål, lammespecialiteter, æbler, honning, naturkosmetik m.m.m

Foreningens nyeste medlem, fiskekutteren Søstrene fra Klintholm, vil endvidere lægge til i Hårbølle lørdag fra kl 10 og sælge ud af nattens fangst af friske østersøfisk!

MMMhhhh, hvor det smager..

Boder

Lokale producenter præsenterer årets første friske lokale afgrøder på Stege torv

Der var nye kartofler, friskplukkede jordbær og ærter; der var økologiske asparges, jordbær, ruccola og basilikum der duftede så dejligt; og der var nyslynget honning, som man kunne smage sammen med et saftigt og sødt jordbær. Der kan ikke være nogen tvivl – folk nød det i fuld udstrækning at dufte, smage og handle de friske mønske produkter.